Det skal du være opmærksom på

Når du som virksomhed har private forbrugere som kunder, er der en række forhold, du skal være opmærksom på.

Print artiklen

AB-Forbruger

AB-Forbruger er et sæt spilleregler - en såkaldt standardaftale, som kan bruges, når du laver aftaler med forbrugere. For at AB-Forbruger er gældende mellem dig og forbrugeren, skal I specifikt aftale, at reglerne skal finde anvendelse. AB-Forbruger ligner på nogle områder AB 18, men på andre områder er der stor forskel. AB-Forbruger er lavet specifikt til aftaler med forbrugere i modsætning til AB 18, som er lavet til aftaler mellem virksomheder.

Du kan finde AB-Forbruger regelsættet her

 

Det sker ofte, at der mellem en entreprenør og en forbruger bliver lavet en aftale, som bygger på AB 92 og i fremtiden så måske også AB 18. Dette kan godt gyldigt aftales, men der vil være nogle vilkår, som ikke lovligt kan aftales med en forbruger. Fx fremgår det af både AB 92 og AB 18, at entreprenøren er ansvarlig for fejl og mangler i 5 år. Dette kan i henhold til forældelseslovens regler ikke lovligt aftales med en forbruger, da det af loven fremgår, at en entreprenør er ansvarlig i 10 år, hvilket ikke kan fraviges.

Dansk Byggeri har udarbejdet en artikel om de væsentligste forskelle på AB 92 og AB-Forbruger. Den kan du finde her. Tilsvarende har Dansk Byggeri avet en artikel om forskellene på AB 18 og AB-Forbruger. Den kan du finde her.

Når AB ikke er aftalt

I aftaler med forbrugere er der ofte ikke aftalt, at AB-Forbruger skal være gældende. Hvis AB-Forbruger ikke er vedtaget, og du i aftalen ikke har taget stilling til et bestemt forhold, må du undersøge, hvad der følger af sædvanlige retskilder, som fx love, sædvaner og praksis. Dette omtales flere steder som ”udfyldende entrepriseret”.

Den udfyldende entrepriseret er ikke et entydigt begreb; den forandrer sig løbende med praksis, og der findes sjældent et facit med rigtigt og forkert. Derfor er der også et moment af uklarhed ved at overlade sig til den udfyldende entrepriseret – modsat at afklare forholdene i en aftale med eller uden AB. Den udfyldende entrepriseret er på nogle punkter ens med bestemmelserne i AB, og på andre punkter er den ikke.

Et eksempel på et praktisk vigtigt forhold, hvor den udfyldende entrepriseret ikke følger AB, vedrører entreprenørens ret til at udføre arbejder, som ligger ud over aftalen. Hvis AB ikke er vedtaget, og aftalen ikke berører spørgsmålet, har forbrugeren under den udfyldende entrepriseret ret til at forlange ændringer i arbejdets art og omfang, men forbrugeren har ikke pligt til at lade dig som entreprenør udføre arbejdet, selvom ændringen har en naturlig sammenhæng med de aftale arbejder.

 

Regningsarbejde for forbrugere

Det følger af reglerne i markedsføringsloven, at når et arbejde udføres for en forbruger efter regning, skal entreprenøren fremsende en ”specificeret faktura” for regningsarbejdet, der sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for dette.

Denne specificerede regning/faktura skal altid indeholde følgende oplysninger:

1. Timepris

2. Timeforbrug

3. Materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på arbejdet.

Hvis forbrugeren beder om det, skal entreprenøren udover de tre forhold, der er nævnt ovenfor, desuden give forbrugeren ”yderligere oplysninger”.

Yderligere oplysninger kan eksempelvis være oplysninger om:

  • Grundgebyr
  • Andre gebyrer
  • Kørsel
  • Eksternt udført arbejde
  • Ekstra betaling for arbejde og/eller kørsel uden for normal arbejdstid
  • Leje af materiel og forsikringer.

Entreprenøren skal dog alene give forbrugeren oplysningerne, hvis forbrugeren beder om det inden ”rimelig tid” efter, at forbrugeren har modtaget regningen for arbejdet. Ved rimelig tid forstås i udgangspunktet ca. 1 måned, medmindre særlige forhold gør, at forbrugeren ikke kan overholde denne frist.

Du kan læse markedsføringsloven her

 

Standardkontrakt

Har du brug for en standardaftale til en kontrakt med en forbruger, som er lavet med afsæt i AB-Forbruger, kan du finde standardkontrakten her. Hvis der undervejs i byggeriet kommer ændringer i jeres aftale, fx hvis du skal lave flere arbejder for forbrugeren, end hvad I har aftalt fra start af, kan du med fordel benytte denne tillægsaftale

Byg Garanti

Som medlem af Dansk Byggeri er dit arbejde for private kunder dækket af Byg Garanti under nogle nærmere bestemte vilkår. Det er der mange forbrugere, som er glade for, hvilket giver dig som medlem en konkurrencefordel. Har du brug for flere informationer om ordningen herunder vilkårene for dækning under ordningen eller fx Byg Garanti-logoet til brug for din markedsføring, så læs mere her.

Byg Garanti

Husk Byggeriets Ankenævn

Private forbrugere skal kunne klage inden for stort set alle brancher. Det betyder også, at din virksomhed skal oplyse jeres private kunder om, hvilket klageorgan de kan gå til, hvis de har en klage, som du også kunden ikke kan blive enige om. I byggeriet findes der et klageorgan, der hedder Byggeriets Ankenævn, og derfor har I pligt til at oplyse jeres kunder om denne klagemulighed.

Kunderne skal oplyses på tre måder:

  1. Har din virksomhed en hjemmeside, skal det klart og tydeligt fremgå af den, hvor kunderne kan gå hen, hvis der opstår et problem, som I ikke kan løse sammen. Kunderne skal have oplysninger om klageorganets adresse og hjemmeside
  1. Hvis din virksomhed anvender generelle aftalevilkår, skal oplysningerne også fremgå heri, hvis det er relevant
  1. Derudover skal kunder, der kommer ned i selve firmaet med en klage, i den forbindelse også have de samme oplysninger. Oplysningerne skal gives på papir eller et andet varigt medie.

Hvis du har brug for inspiration til, hvad der kan stå på din hjemmeside, kan du overveje følgende:

”Hvis der mod forventning opstår en situation, hvor du som forbruger og vores virksomhed, ikke kan finde en løsning sammen på et forhold omkring noget arbejde, vi har udført for dig, har du mulighed for at klage til Byggeriets Ankenævn. Byggeriets Ankenævn bor på adressen Nørre Voldgade 106, 1358 København K. Du kan finde yderligere oplysninger om nævnet via deres hjemmeside https://www.byggerietsankenaevn.dk/”. 

 

Du kan finde Byggeriets Ankenævns hjemmeside her 

Byggeskadeforsikring

Byggeskadeforsikringen skal tegnes ved opførsel af ny helårsbeboelse. Ved større bygningsmæssige ændringer, hvor en eksisterende bygning ombygges til beboelse, skal byggeskadeforsikringen også tegnes. Derimod gælder forsikringspligten ikke ved almindelige ombygninger, renovering og tilbygninger, hvis der ikke oprettes flere boligenheder.

Det er som udgangspunkt bygherren, der er forpligtet til at tegne byggeskadeforsikringen. Men er bygherren en forbruger, der selv skal bebo byggeriet, kan entreprenøren blive pålagt forpligtelsen til at tegne og betale for forsikringen.

Her kan du læse mere om den obligatoriske byggeskadeforsikring og se Trafik- og Byggestyrelsens Vejledning om byggeskadeforsikring.

I 2016 blev udlejningsejendomme undtaget fra kravet om byggeskadeforsikring.

Det kan du læse en artikel om her

 

Kursus

Hvis du har brug for at få et mere indgående kendskab til AB-Forbruger, og til hvad der gælder, hvis ikke AB-Forbruger er aftalt med kunden, har du mulighed for at tilmelde dig et kursus, som giver dig netop denne viden.

 

Du kan finde kurset og tilmeldingen her

Har du brug for yderligere informationer?

Kontakt juridisk afdeling på telefon: 72 16 00 00
Loading...


Vi har brug for din mening

Dansk Byggeri foretager en måling af brugernes tilfredshed med hjemmesiden. Vi håber derfor, at du vil deltage ved at besvare nogle få spørgsmål. Det tager ca. 3 minutter.

På forhånd tak for hjælpen.
Dansk Byggeri



I forbindelse med at du vælger/fravælger at deltage i denne undersøgelse, oprettes der en cookie på din computer. Cookiens formål er alene at sikre, at du ikke bliver bedt om at deltage igen. Der opbevares ikke personrelaterede oplysninger, og cookien indeholder ikke virus.