Myndigheder og tilsyn

Myndigheder og tilsyn

Hvordan skal man reagere, når Arbejdstilsynet, kommer på besøg? Her får du et overblik over de forskellige typer af tilsyn, gode råd til hvordan man håndterer mødet med arbejdstilsynet og vejledning til virksomhedens håndtering heraf

Arbejdsgiverens ansvar

Når Arbejdstilsynet skal bedømme, om du som arbejdsgiver har opfyldt din pligter lægges der vægt på følgende syv pligter:

  1. Om arbejdsgiveren har sørget for, at de konkrete arbejdsforhold er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige
  2. Om arbejdsgiveren har planlagt og tilrettelagt arbejdet, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
  3. Om det nødvendige og egnede sikkerhedsudstyr er til stede og lever op til reglerne om indretning og brug
  4. Om arbejdsgiveren har instrueret sine ansatte i, hvordan det konkrete arbejde kan udføres forsvarligt
  5. Om arbejdsgiveren har ført effektivt tilsyn med, at arbejdet faktisk udføres forsvarligt
  6. Om arbejdsgiveren har udarbejdet en arbejdspladsvurdering
  7. Om arbejdsgiveren har sørget for, at der er en arbejdsmiljøorganisation, hvor dette kræves.

Hvis arbejdsgiveren har opfyldt alle disse syv pligter, har man opfyldt sin arbejdsgiverforpligtigelse. Hvis der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, vil Arbejdstilsynet give virksomheden et påbud, men hvis du har opfyldt din arbejdsgiverforpligtigelse, kan du undgå bøde oveni.

 

Forskellige typer af tilsyn

Arbejdstilsynet kommer på forskellige former for tilsyn i bygge- og anlægsbranchen.

 

Hovedtilsynet er det helhedsorienterede tilsyn (HOT). Du kan læse mere om HOT her

Detailtilsynet er et tilsyn, hvor der fokuseres på et konkret og afgrænset arbejdsmiljøproblem i en virksomhed. Fx:  

  • Skærpet tilsyn, hvis der er givet et forbud. Læs mere her
  • Skærpet tilsyn med større offentlige infrastruktur-projekter og byggerier
  • Ulykkesundersøgelser. Læs mere her
  • Tilsyn med udenlandske virksomheder, RUT og social dumping. Læs mere her
  • Bygge- og anlægsaktioner. Læs mere her. 

Du kan læse mere om detailtilsyn her.

 

 

Besøg fra Arbejdstilsynet

  • Hvad skal du gøre før et besøg?

    Arbejdstilsynet gennemfører løbende tilsyn i bygge- og anlægsbranchen, hvor virksomheder får uanmeldt besøg

    Forbered jer godt inden et tilsynsbesøg.

    Det er godt at være forberedt inden et besøg fra Arbejdstilsynet. Det er derfor oplagt at få Byggeriets Arbejdsmiljøbus til at lave en uafhængig gennemgang af virksomhedens arbejdsmiljø. Byggeriets Arbejdsmiljøbus er en gratis konsulenttjeneste for Dansk Byggeris medlemsvirksomheder. Konsulenterne gennemgår i samarbejde med arbejdsmiljøet, så I kan få styr på alle detaljer om tunge løft mm.

    Læs mere her

     

  • Hvad skal du gøre under et besøg?

    Det kan ofte være vanskeligt at vide, hvordan man reagerer, når Arbejdstilsynet pludselig står på byggepladsen eller banker på døren til virksomheden

    Arbejdsmiljøafdelingen i Dansk Byggeri har derfor samlet en række gode råd til jeres virksomhed. Råd, der forhåbentlig kan klæde jer bedre på til at tage dialogen med Arbejdstilsynet, når de dukker uanmeldt op. 

    Gode råd til virksomhederne:    

    • Bed altid Arbejdstilsynet om en forklaring på, hvorfor de kommer på besøg. Hvad er deres mål med besøget? Er det en byggepladsaktion eller detailtilsyn? 
    • Forsøg aktivt at skab en god relation til den tilsynsførende. Dialog bygger på tillid, respekt og gensidig forståelse.
    • Tag kontakt til Arbejdstilsynet gerne gennem den stedlige tilsynschef, hvis et besøg har været uforståelig. Er det er gået skævt mellem den tilsynsførende og virksomheden, kan I invitere Arbejdstilsynet til at deltage på virksomhederne temadag/møder om arbejdsmiljø.
    • Er et påbud uforståeligt, så ring til Arbejdstilsynet og bed om en forklaring. Hvis du stadig er i tvivl eller er uenig i indholdet, så kontakt hurtigst muligt Dansk Byggeris Arbejdsmiljøafdeling, så vi kan gennemgå sagen. Vi kan hjælpe dig med at vurdere, om påbuddet lever op til bekendtgørelsens krav, og evt. hjælpe dig med at klage over påbuddet. 
    • Ved strakspåbud, påbud og forbud er der en 14 dages høringsfrist og 4 ugers klagefrist. Desuden skal I være opmærksomme på, at ved grove overtrædelser af Arbejdsmiljøloven, kan Arbejdstilsynet påtænke, at give jer en bøde. Her kan I risikere at bødeforlægget først bliver sendt 6-12 måneder efter at I har modtaget strakspåbud eller forbud.
    • Hav respekt for, at Arbejdstilsynet er myndighed og dermed ikke kan rådgive, men sæt krav til at I bliver vejledt.
    • Husk at Arbejdstilsynet har mulighed for at invitere bygherre, projekterende og hovedentreprenør til opstartsmøder.
    • Husk at Arbejdstilsynet skal udlevere en besøgsrapport ved tilsynets afslutning, altså inden besøget er slut - også selv om Arbejdstilsynet  ingen anmærkninger har.  
  • Bødestørrelser

    Når Arbejdstilsynet er på kontrolbesøg hos en virksomhed, vil de kigge efter fire ting:

    1. Er der sket en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen?
    2. Har overtrædelsen medført alvorlig personskade eller dødsfald?
    3. Er der skærpende omstændigheder?
    4. Er der særligt skærpende omstændigheder?

    Hvis Arbejdstilsynet finder, at der er sket en almindelig eller grov overtrædelse af lovgivningen, vil virksomheden få en bøde. Bødens størrelse afhænger herefter af, om overtrædelsen har resulteret i en alvorlig personskade eller et dødsfald eller risiko herfor, om der er skærpende eller særligt skærpende omstændigheder og af virksomhedens størrelse.

    Skærpende omstændigheder giver et tillæg til bøden på 10.000 kr. hvis:

    • Virksomheden tidligere har fået et påbud, der ikke er efterlevet
    • Virksomheden har haft økonomisk gevinst ved overtrædelsen
    • Overtrædelsen var forsætlig eller groft uagtsom
    • Særligt skærpende omstændigheder giver et tillæg til bøden på 20.000 kr. hvis:
    • En person under 18 år har været udsat for skade eller risiko for skade
    • Flere personer har været udsat for skade eller risiko for skade
    • Virksomheden inden for 4 år har været dømt for en grov overtrædelse
    • Når den endelige bøde udregnes, lægges grundbøden sammen med tillæg for skærpende eller særligt skærpende omstændigheder. Herefter differentieres bøden efter virksomhedens størrelse:

    Bødestigninger efter virksomhedsstørrelse

    0-9 ansatte

    10- 34 ansatte

    35-99 ansatte

    100 eller flere

    0 %

    50 %

    75 %

    100 %

    De procentvise tillæg bliver lagt til den samlede bøde. Det betyder, at store virksomheder i fremtiden vil opleve, at bøderne ofte vil være større end hidtil. Hvis du har mindre end 10 ansatte, vil du kun i mindre grad blive berørt af bødestigningerne.

    Har du råd til bøden?

    Du kan læse Dansk Byggeris pjece om bøder. Pjecen gennemgår kort og præcist Arbejdstilsynets praksis for vurdering af overtrædelser af arbejdsmiljøregler og giver eksempler på bødestørrelser.

     

Rådgivningspåbud

  • Rådgivningspåbud kan gives ved:

    Arbejdstilsynet kan påbyde virksomheder at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Når Arbejdstilsynet udsteder et rådgivningspåbud, er virksomheden forpligtet til at henvende sig til en autoriteret arbejdsmiljørådgiver for at få råd og vejledning. Rådgiveren skal sætte fokus på virksomhedens sikkerhedskultur og APV, så det samme problemer ikke sker igen. 

    Arbejdstilsynet kan give et rådgivningspåbud vedrørende: 

    • Rådgivningspåbud om mange arbejdsmiljøproblemer
    • Rådgivningspåbud til bygherrer om plan for sikkerhed og sundhed
    • Undersøgelsespåbud om psykisk arbejdsmiljø
    • Undersøgelsespåbud om substitution af stoffer og materialer.

     

    Reglerne betyder også, at rådgivningspåbud om mange arbejdsmiljøproblemer (mange-påbud) kun kan tælle med én gang. Det vil sige, at påbud, som er vanskelige at løse, og som allerede har udløst et rådgivningspåbud, ikke tæller med i mange-påbud. 

    Læs mere i bekendtgørelsen 
    Læs mere i AT-vejledning om rådgivningspåbud
    Læs mere i AT-vejledning om mange-påbud

  • Rabatordning med Dansk Byggeris medlemmer

    Dansk Byggeri har indgået en aftale med flere autoriserede arbejdsmiljørådgivere, som kan give medlemsvirksomheder rabat på ydelsen. 
    Læs mere under medlemsfordele

  • Klager

    Det er muligt at klage over et rådgivningspåbud fra Arbejdstilsynet. Kontakt Arbejdsmiljø i Dansk Byggeri, for at få vejledning i, hvordan I skal gøre. Kontakt på mail: info@danskbyggeri.dk

    Vær opmærksom på at der en tidsfrist for, hvornår I kan klage.  

     

Afgørelser fra Arbejdstilsynet

  • Hvad afgør Arbejdstilsynet?

    Har du haft tilsyn og har fået en afgørelse?

    En afgørelse fra Arbejdstilsynet betyder, at Arbejdstilsynet har fundet en overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Arbejdstilsynets afgørelser:

      Klagesag Straffesag
    Forbud X X
    Strakspåbud X X
    Afgørelse uden handlepligt X X
    Påbud med frist X  


    Afhængig af hvilken af type af afgørelse, der er tale om, er der forskellige veje at gå. Hvis du har fået et forbud eller et strakspåbud kan du oven i dette risikere en bødesag. Vil du have råd eller vejledning så kontakt Dansk Byggeris Arbejdsmiljøafdeling på 72 16 00 00, som kan hjælpe med at vurdere din sag med Arbejdstilsynet.

  • Besøgsrapport og høring af Arbejdstilsynets afgørelser

    Om Arbejdstilsynets besøgsrapport
    Det første der sker efter besøget er, at virksomheden modtager en besøgsrapport.

    Besøgsrapporten er en kvittering for, at Arbejdstilsynet har været på besøg, hvad der er set og sket under besøget, og om, hvad der vil ske efter besøget.  Du får besøgsrapporten digitalt  i den juridiske enheds e-Boks.  Hvis virksomheden er oprettet som bruger af Arbejdstilsynets selvbetjeningsportal OnlineAt, kan besøgsrapporten også ses der.  

    Høring af afgørelser

    Arbejdstilsynet skal høre virksomheden inden der træffes en afgørelse, dog ikke ved forbud og strakspåbud. Høringen kan foregå under tilsynet (høring på stedet) eller efter tilsynet (skriftlig høring). 

    Formålet med høringen

    Formålet med høringen er at sikre at afgørelser bliver truffet på et korrekt faktuelt grundlag. Som arbejdsgiver har du mulighed for at bidrage med oplysninger vedrørende de eventuelle konstaterede arbejdsmiljøproblemer, inden der træffes en afgørelse. 

    Hvornår skal der ske høring?

    Arbejdstilsynet skal til enhver tid kunne dokumentere, at der er foretaget høring, når der er afgivet afgørelse i forbindelse med et tilsyn. Dokumentationen skal fremgå af sagsakterne.

    Høringsfrist

    Virksomheden får som udgangspunkt 14 dage til at svare Arbejdstilsynet i forbindelse med den skriftlige høring. Svarer virksomheden ikke, eller meddeler virksomheden, at den ikke har bemærkninger, sendes afgørelsen/erne til virksomheden. 

  • Klag over en afgørelse til Arbejdsmiljøklagenævnet

    Hvis du ikke er enig i den afgørelse som Arbejdstilsynet har givet  - så kan der klages til Arbejdsmiljøklagenævnet, som er et uafhængigt klageorgan.

    Sådan forløber en klage til arbejdsmiljøklagenævnet:

    1. Klagen til klagenævnet udarbejdes og sendes. Klagen skal sendes til Arbejdstilsynet senest fire uger efter, at du har modtaget Arbejdstilsynets afgørelse. Arbejdsmiljøafdelingen i Dansk Byggeri kan hjælpe med at udarbejde en klage.

    2. Remonstrationsperiode i Arbejdstilsynet. Remonstration vil sige, at Arbejdstilsynet revurderer afgørelsen, hvorefter sagen enten genoptages eller oversendes til Arbejdsmiljøklagenævnet.

    3. Arbejdstilsynet uddyber klagen og sender til Arbejdsmiljøklagenævnet. Arbejdstilsynet videresender klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet. Hvis en klage over et påbud er indsendt til tiden, har den opsættende virkning. Det betyder, at du ikke behøver at rette dog efter påbuddet, mens klagen bliver behandlet. Klager over strakspåbud og forbud har ikke opsættende virkning. Der skal du efterkomme strakspåbuddet/forbuddet, selv om der er klaget.

    4. Arbejdsmiljøklagenævnets sekretariat behandler sagen. En sagsbehandler i klagenævnet gennemgår sagen fra Arbejdstilsynet for bl.a. at se på om klagenævnet har brug for flere oplysninger for at kunne træffe en afgørelse.

    5. Behandling i Arbejdsmiljøklagenævnet. Din sag afgøres af Arbejdsmiljøklagenævnet i et møde. I mødet deltager formanden for nævnet og leder af nævnets sekretariat. Desuden deltager 13 medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter, eller medlemmer der deltager med særlig juridisk, teknisk eller arbejdsmedicinsk sagkundskab.

    6. Udfald af Arbejdsmiljøklagenævnets behandling. Når klagenævnet har afgjort din sag vil du hurtigst muligt modtage deres afgørelse. I afgørelsen kan du læse, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen er afgjort efter. Når nævnet afgør sagen kan resultatet være, at
      • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse
      • Arbejdsmiljøklagenævnet ændrer/ophæver Arbejdstilsynets afgørelse
      • Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser afgørelsen til fornyet behandling Arbejdstilsynet hvilket kan betyde, at dig som har klaget, får en ny afgørelse

    7. Folketinges ombudsmand. Hvis du ikke er enig i Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse, kan der klages til Folketingets ombudsmand.
  • Bødesager og straffesager

    Hvilke afgørelser fører normalt til straffesager?

    Ved forbud og/eller strakspåbud (grove overtrædelser) overvejer Arbejdstilsynet, om der skal rejses en straffesag på grund af den konstaterede overtrædelse.  


    Administrative bøder

    En administrativ bøde indebærer, at modtageren kan betale bøden uden, at overtrædelsen bliver anmeldt til politiet.
    Arbejdstilsynet kan udstede en administrativ bøde når følgende er opfyldt:

    • Når der er tale om klare og ukomplicerede sager, hvor der er en dokumenteret risiko for ulykker eller erhvervssygdomme.

    • Når der foreligger en klar retspraksis på området.

    • Når modtageren af bøden ikke har modsat sig, at sagen afgøres på denne måde.

    Arbejdstilsynet kan også udstede en administrativ bøde, hvis virksomheden ikke har efterkommet et påbud. Hvis modtageren af en administrativ bøde oplyser, at man ikke ønsker at betale bøden eller ikke reagerer på bøden, sender Arbejdstilsynet en anmeldelse til politiet.


    Politianmeldelse

    En politianmeldelse indebærer, at Arbejdstilsynet sender sagen til politiet. Anklagemyndigheden vurderer herefter, om der er grundlag for at give virksomheden eller den ansatte en bøde. Hvis dette er tilfældet sender anklagemyndigheden et bødeforlæg. Hvis du modtager et bødeforlæg, er der tre muligheder: 

    1. Hvis du er enig i bøden skal politiet kontaktes. Når bøden betales, afsluttes sagen, og sagen kommer ikke for retten.

    2. Uenig i bøden kan virksomheden bede om et retsmøde. Se her, hvordan en retssag forløber

    3. Hvis virksomheden intet foretager sig, kan virksomheden blive dømt uden yderligere varsel. Anklagemyndigheden vil sende sagen i retten eller også sende sagen direkte i retten til afgørelse uden først at have sendt et udenretligt bødeforelæg.  Det er herefter domstolene, der træffer den endelige afgørelse i sagen.

    Læs mere om straf for at overtræde Arbejdsmiljøloven her
    Hvornår er det henholdsvis virksomhedens og medarbejderens ansvar at overholde arbejdsmiljøloven?

  • 11 trin - Sådan forløber en retssag

    1. Møde i byretten

    Virksomheden bliver indkaldt til et retsmøde. Det betyder, at virksomheden har pligt til at møde. Hvis virksomheden ikke møder op, vil det være lig med at man accepterer bøden, dvs. en udeblivelsesdom.

    I retssagen har virksomheden ret til at blive repræsenteret af en advokat. Det er dog også muligt, at repræsentere sig selv – dette kaldes populært selvmøder. Som selvmøder har man ret til de fleste dokumenter i en retssag ellers skal jeres advokat have dem.

    I retssalen vil sagen forløbe således:

    I den ene side af lokalet sidder anklagemyndigheden. I den anden side sidder tiltalte og evt. tiltaltes advokat. Mellem de to parter kommer eventuelle vidner til at sidde.

    Først nedlægger parterne deres krav (det kaldes påstande). Det vil sige, at de hver især gengiver, hvad de ønsker, skal være sagens resultat.

    Så forelægges sagen af anklagemyndigheden, som på neutral måde redegør for sagens faktiske omstændigheder. Dernæst afhøres parterne, eventuelle vidner samt syns- og skønsmænd. Derpå følger proceduren.

    Procedure vil sige, at anklagemyndigheden og evt. tiltaltes advokat eller dig selv, hver især gør rede for deres juridiske syn på sagen, og hvordan de mener, at den skal afgøres ud fra en juridisk argumentation.

    2. Dømt eller frifundet

    Når dommeren har hørt parterne, trækker denne sig tilbage og voterer. Dette kan godt tage en uge eller mere.

    Dommen vil afgøre både skyldsspørgsmålet og eventuel strafudmålingen. Altså om virksomheden har overtrådt arbejdsmiljøloven, og hvis den har – hvilken straf skal der så følge.

    Dommeren vil vurdere, om virksomheden er skyldig i punkterne i anklageskriftet. Derefter bliver det vurderet, om virksomheden skal straffes jf. anklageskriftets påstand, eller om straffen skal ændres.

    3. Accept eller anke

    Efter dommen kan virksomheden vurdere om den vil acceptere dommen eller om den vil anke.

    4. 14 dages frist for anke

    Virksomheden har 14 dage til at vurdere, om de vil acceptere (modtage) dommen, eller om den vil anke til Landsretten.

    5.  Møde i Landsretten

    Mødet i landretten foregår på samme måde som i byretten, men den forskel, at der er tre juridiske dommere tilstede.

    6. Dømt eller frifundet

    Når dommerne har hørt parterne, trækker denne sig tilbage og voterer, inden dommen afsiges. Dette kan godt tage en uge eller mere.

    Dommerne vil afgøre både skyldsspørgsmålet og eventuelt strafudmålingen. Altså om virksomheden har overtrådt arbejdsmiljøloven, og hvis den har – hvilken straf skal der så følge.

    Dommerne vil vurdere, om virksomheden er skyldig i punkterne i anklageskriftet. Derefter bliver det vurderet, om virksomheden skal straffes jf. anklageskriftets påstand, eller om straffen skal ændres.

    7. Accept

    Efter dommen kan virksomheden vurdere om den vil acceptere dommen eller om den vil søge 3. instans bevilling.

    8. 3. instans

    Der er i Danmark primært mulighed for behandling i 2 instanser; i dette tilfælde typisk byret og landret. Der er dog mulighed for at søge om tilladelse til behandling i 3. instans: Højesteret.

    9. 14 dages frist anke

    Virksomheden skal indgive anke og anmodning om 3. instansbehandling indenfor 14 dage efter landsrettens dom.

    10. Tilladelse eller afslag

    Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til behandling. Hvis dette ikke sker efter Procesbevillingsnævnets afslag, er der ikke flere ankemuligheder.

    11. Højesteret og strafudmåling

    Højesteret tager alene stilling til strafudmålingen og ikke til skyldsspørgsmålet. Det er således i disse sager ikke muligt at blive frifundet.

Loading...
Scroll til top af siden